Fanny fik nye venner på stribe

 

 

Absalonskolen i Holbæk klæder eleverne i børnehaveklassen på til at møde fremmede hunde. Det sker for at forebygge ulykker.

 

AF MARGRETHE GROTH FREDERIKSEN

 

- Må jeg klappe din hund?

 Ja.

 

- Hvad hedder den?

- Hun hedder Fanny.

- Hej Fannny.

 

Cosmos fra 0.B på Absalonskolen i Holbæk rækker prøvende hånden frem.

Fanny snuser til den og overrasker så drengen med et stort, vådt smækkys.

Cosmos griner, og Fanny har charmet sig til endnu en ven.

 

Onsdag formiddag er den et-årige granddanois-tæve nemlig på besøg på skolen sammen med sin ejer, Yvonne Poulsen, Roskilde.

Besøget finder sted i forbindelse med »Projekt Barn & Hund«. Et projekt, Dansk Kennelklub startede i 1991 med det formål at lære børn at omgås hunde på en god og sikker måde.

Besøget hos 0.B indledes med en lille film, hvor børnene får at vide, hvordan de skal gebærde sig, hvis de møder en hund, de gerne vil hilse på. De får også at vide, hvornår hunden har helle, så man skal lade den være i fred, og hvad hunde ikke bryder sig om.

 

Derefter repeterer Yvonne Poulsen reglerne igen ved hjælp af hæftet »Kender du en hund?«, og til sidst er det ae-tid.

 

Står du helt stille, synes hunden, du er kedelig

 

- I skal ae hunden med rolige bevægelser på siden af hovedet eller på kroppen. Ikke lige ovenpå hovedet og heller ikke på ørerne. Det kan hunde ikke lide, forklarer Yvonne Poulsen, mens Fanny tager sig en slapper på gulvet.

 

- Den drypper, siger en dreng.

- Ja, hun savler lidt. Det tørrer vi op bagefter, smiler Yvonne Poulsen, der også sidste år lagde vejen forbi Absalonskolen i forbindelse med »Projekt Barn & Hund«.

Klasselærer, Anne Marie Frederiksen, følger med på sidelinjen.

- Der er mange forældre, der tager hunden med, når de henter og bringer deres børn. Sidste år var der en elev, der blev bidt, og derfor synes vi, børnene skal lære, hvordan de skal omgås hunde, siger Anne Marie Frederiksen om baggrunden for invitationen.

Absalonskolens placering tæt på Knudskoven bevirker desuden, at der ofte er løse hunde i området.

 

-     Hvis I møder en løs hund, så tag det roligt. Stil jer med siden til, hold armene ind til kroppen og hold hænderne i ro, selv om hunden snuser til dem. Lad være at stirre hunden i øjenene. Se væk. Står I helt stille, så synes hunden, I er kedelige, instruerer Yvonne Poulsen, mens børnehaveklasseeleverne følger hver en bevægelse.

 

-    Den nye viden bliver flittigt brugt.

 

- Nu har din hund helle. Den sover, konstaterer en anden.

- Det er rigtigt, men hun sover ikke så tungt. Hun ved, at lige om lidt er der en masse børn, der gerne vil hilse på hende, siger Yvonne Poulsen.

 

Og endelig, efter en lille times undervisning, er det store øjeblik kommet.

 

En efter en rejser eleverne sig og spørger, om de må klappe Fanny.

 

Granddanoisen stiller sig villigt til rådighed. Nogle får endda et kys med på vejen.

 

Et par elever holder sig på sikker afstand.

- Kom, nu holder jeg hendes hoved, og så kan du røre hende på ryggen, opfordrer Yvonne Poulsen.

En pige tager mod til sig.

- Det er meget flot og modigt, roser Fannys mor.

Pigen smiler lettet og får et badge ligesom de øvrige klassekammerater. Et synligt bevis på, at hun nu har en firbenet ven. Fanny.

 

 

Billedtekst: Et-årige Fanny kastede sin kærlighed på Cosmos fra 0.B på Absalonskolen i Holbæk, da hun onsdag var på besøg med sin menneskemor, Yvonne Poulsen.

 

Faktaboks:

 

Sådan undgår man bid

Lad være med at gå hen til fremmede hunde uden at spørge ejeren om lov først.

Lad være med at gå hen til en hund, der står bundet.

Lad være at bøje dig hen over hunden. Heller ikke selv om du bare vil klappe den.

Lad være med at tage mad eller legetøj fra hunden.

Lad være at vække en hund, der sover.

Stå stille som en træstamme, hvis en hund kommer løbende mod dig. Du må ikke begynde at løbe eller skrige og vifte med armene.

Lad være med at kigge hunden ind i øjnene. Vend i stedet siden til og lad, som om hunden ikke er der.

Kilde: Dansk Kennelklub

 

 

         Absalon skolen         Absalon skolen

 

      Børnehaven Refmosegård      5 klasse            3 klasse Hedehusene skole