Bracco Italiano – den arbejdsomme adelsmand
af Anne Egede
Bracco´en er endnu en sjælden hund på danske jagter. Ganske modsat er det i hjemlandet Italien, hvor Bracco´en er umådelig populær. Så populær, at det er den race man oftest ser på italienske markprøver.
To jagthunderacer kan italienerne tage æren for, nemlig Spinone og Bracco Italiano. Racerne minder noget om hinanden, faktisk så meget, at Spinonen med en vis ret kan betegnes som en ruhåret udgave af Bracco´en. Af de to racer er Bracco´en dog klart den mest populære, og det er ikke uden grund, for en Bracco har meget at byde på.
Adelen og kongernes hund
Bracco Italiano – som racen rettelig hedder – er en urgammel race. Bracco´en er en af de ældste racer i Europa, og den anses da også for at være stamfader til alle andre typer af stående jagthunde. Bracco´en har, som ingen anden jagthund, taget hele turen med op gennem historien, næsten helt fra mennesket begyndte at gå på mere organiseret jagt. Bracco-lignende hunde har således jaget direkte efter vildtet sammen med deres førere, og senere blev racen brugt til at jage fugle og andet vildt ind i udspændte net. Bracco´er har ledsaget falkonerer og sendt fugle i luften til deres jagtfalke, og da skydevåbnene blev en del af jagten formåede racen at omstille sig til den form for jagt vi kender i dag, og udviklede sig til en all-round stående jagthund. Som noget ganske særligt har Bracco´en, på hele denne lange tidsrejse, ændret sig meget lidt. Så langt tilbage som før vor tidsregning er det dokumenteret, at der har været en hund, som i type og udseende var meget lig vore dages Bracco. Den græske filosof og forfatter, Xenophon, som levede 4-500 år før vor tidsregning, giver i sin bog ”On Hunting”, (som handler om opdræt og træning af jagthunde) en beskrivelse af hvordan den perfekte jagthund skal se ud. Denne beskrivelse passer næsten på en prik på den racestandard, som i dag er gældende for Bracco Italiano. Siden hen har kulturpersonligheder som Plinius, en romersk politiker og forfatter, Dante og Cellini nævnt racen i deres værker. Også på fresker og kalkmalerier fra middelalderen optræder hunde, der har en slående lighed med vore dages Bracco Italiano. I renæssancen, dvs. omkring 1500 tallet, blev racen for alvor populær i sit hjemland, og dermed meget udbredt, især hos adelen, som brugte Bracco´erne dels på jagt, men også som en kostbar gave til ligemænd. Adskillige Bracco´er blev i disse år sendt ud af Italien til konger rundt om i Europa, bl.a. fortælles det, at det franske hof havde italienske Bracco´er gående i hoffets hundegårde. Bracco Italiano´en er således en race med hvad man næsten kan kalde en kulturel baggrund. Det kulturelle islæt til trods skal man dog ikke tage fejl: en Bracco Italiano er først og fremmest en fuldblods jagthund, og racen har ingen tradition for at blive holdt udelukkende som selskabshund.
En fuldblods jagthund
Bracco´en er en hund med en kraftfuld fremtræden, og udstyret med stærke jagtinstinkter. Den er stor, hurtiggående og effektiv på enhver form for jagt, den apporterer villigt alt slags vildt og lige så gerne fra land som fra vand. Med sine lange, muskuløse ben og store poter med svømmehud mellem tæerne, er Bracco´en en fremragende svømmer, som kommer hurtigt frem i vandet. Bracco Italiano er en race, som i udpræget grad har behov for at have plads omkring sig. Plads til at løbe, for Bracco´en elsker fart og løber gerne blot for glæden ved at løbe. Dette træk er muligvis en reminiscens fra de mynder, som man mener, sammen med hunde af mastiftype, har været med til at skabe racen for hundredvis af år siden. Fra sine mastif-forfædre har Bracco´en sine udprægede ”hound-agtige” træk, de store kraftige poter, den lidt løse halshud og de lange ører, som bringer tankerne hen på blodhunden. Ikke desto mindre er Bracco´en en sand fuglehund, en stilig og entusiastisk stående hund, der har en stram stand og er en hurtig og effektiv apportør, der afleverer villigt til hånd. Et andet karakteristisk træk, som man bliver nødt til at nævne ved Bracco´en, er racens fantastiske næse, der sætter den i stand til at finde vildt, selv i ekstremt terræn og under svære færtforhold. Bracco´ens lugtesans gør også racen til en fremragende sporhund, som arbejder utrætteligt og effektiv selv på meget gamle spor.
To typer af Bracco Italiano
Især to regioner i Italien har spillet en rolle for racens udvikling, nemlig Piemonte og Lombardiet. Oprindeligt var Bracco´erne fra det meget bjergrige og kuperede terræn i Piemonte-regionen betydeligt lettere end hundene fra Lombardiet. Samtidig var hundene fra Piemonte oftest orange og hvid, mens Lombardiets Bracco´er var brune og hvide. Opdrætterne af racen har brugt begge disse to grundtyper af Bracco´er i deres avlsarbejde, og i dag fremstår Bracco´en som en eksteriørmæssigt ensartet race, men stadig i de to farvevarianter. I første halvdel af 1900-tallet var racen, ikke mindst på grund af de to verdenskrige, på vej ned i antal. Dannelsen af Sociata Amatori del Bracco Italiano (S.A.B.I), hvor en række opdrættere, dedikerede til racen, gik sammen og arbejdede målrettet for Bracco´en, reddede dog racen. 19. Februar 1949 blev racens standard officielt godkendt af den italienske kennelklub, og siden er det kun gået fremad for Bracco´en. Det anslås, at der i dag findes omkring 5000 Bracco´er i Italien, og racen har gennem de seneste 10-15 år bredt sig støt såvel til de øvrige europæiske lande som til USA. De seneste 10 år er der i Danmark i alt opdrættet 72 Bracco-hvalpe, så herhjemme er racen stadig forholdsvis sjælden.
En venlig hund
Bracco er af sind venlig og hengiven, men lidt til den bløde side. En Bracco er således en hund, som i særlig grad skal opdrages med venlighed frem for alt. Bracco´er tåler ikke at blive behandlet strengt eller råbt af, så trækker de sig ind i sig selv, nægter at samarbejde og kan blive deciderede stædige. Det er således ikke enhver beskåret at falde i hak med en Bracco. Skulle der stadig være tilhængere af forældede ”kæft, trit og retning-dressur”, skal sådanne personer ikke anskaffe sig denne race, for Bracco´en er, som næsten ingen anden race, følsom overfor hårdhændede træningsmetoder. Racen er til gengæld utrolig lærenem, og forstår man at arbejde på den rigtige måde med en Bracco er der ingen grænser for hvad denne, særdeles velbegavede, hund kan lære. Vigtigt er det dog, at man begynder tidligt når man skal arbejde og træne med en Bracco. Det ligger i racens oprindelige brug, at den skulle kunne arbejde selvstændigt og langt fra sin fører. Og sådan er det den dag i dag. Det er derfor af betydning, at man, så snart man har fået sin Bracco hvalp, hjem, begynder at lære den lydighed for fløjten – ellers risikerer man at Bracco´en går på jagt mere for sig selv end for sin fører.
Bracco´er galoperer også
Et af Bracco Italiano´ens kendetegn er, at racen har et stort anlagt, jordvindende trav. I visse dele af Italien foretrækker man, at hunden afsøger terrænet for vildt i trav og ikke i galop. Dette har ufortjent giver Bracco´en ry for, at den kun kan trave på marken, hvilket er helt forkert. En Bracco galoperer lige så gerne som alle andre stående hunde, og er i hurtighed fuldt på højde med Ruhår og Korthår. I Danmark har vi da også haft et par Bracco´er på markprøve, og de har klaret sig lige så godt som de mere almindelige racer, og er blevet præmieret – endda med førstepræmie. Dertil kommer at Bracco´en er en meget udholdende hund, som uden problemer arbejder effektivt en hel jagtdag igennem. Som de øvrige stående hunde jager Bracco´en med højt løftet hoved og masser af stil og klasse at kigge på og glæde sig ved. Bracco Italiano´en er en hund, der med sit ædle og smukke ydre ikke kan fornægte sin aristokratiske fortid, men som samtidig er begavet med en arbejdsiver og effektivitet på jagt, der gennem århundreder har gjort Bracco´en til den italienske jægers foretrukne jagtkammerat.
Jagthund – og familiehund
Til slut bør det tilføjes, at trods racens veludviklede jagtinstinkter er Bracco´en faktisk en særdeles dejlig familiehund, som har en helt enestående evne til at tilpasse sig, og som i særlig grad er glad for og trives med børn. Lige så effektiv Bracco´en er på jagt lige så nem og fredelig er den at bo sammen med. Når Bracco´en er inde er den rolig at omgås, og deler meget gerne sofa eller seng med sin ejer. I det hele taget knytter Bracco´en sig meget til sin familie, og vil allerhelst deltage i alt hvad der sker i hjemmet. En Bracco stiller dog krav til sin ejer. Som race betragtet er disse hunde, som nævnt, særdeles intelligente og lærenemme, og sørger man ikke for at give sin Bracco passende udfordringer, så er denne race så afgjort hund for selv at finde sine udfordringer.